Pernille Sandberg er 29 år gammel og kommer fra København. Med en far som er naturfotograf forteller hun om en oppvekst med et kamera i hånden. Hun droppet ut av videregående etter å ha søkt fotoskolen Fatamorgana i København i hemmelighet. Sandberg tok på denne tiden hovedsakelig motefotografi, samtidig som hun beskriver en sterk dragning mot å arbeide med fotografi på et høyere plan.
Sandberg jobber i dag med flere prosjekter, de seneste årene mest med portretter, kunst, dokumentar og filminstruksjon.
– Jeg er stærkt optaget af ikke at sætte grænser for mig selv og være åben for alle genrer og formater så længe jeg har hjertet med i det.
Sandberg jobber derfor både analogt og digitalt, og forteller at hun synes det kan være like spennende å stå på et mørkerom som å se bildet umiddelbart på en digital skjerm. Selv om mange av bildene til Sandberg er i svart-hvitt, sier hun at dette ikke er en regel hun har satt for seg selv. Det er snarere noe som har passet til hennes motiver.
Samtidig bærer ikke bildene hennes preg av at dette går på bekostning av det kreative uttrykket. Hun beskriver seg selv som rastløs i den mest positive forstand, med en nysgjerrighet og søken etter følelser som preger fotografiene hennes. Sandberg trekker frem autentisitet som viktig i hennes fotografier – bildene må gi inntrykk av å komme fra et ekte og følelsesmessig rom.
– Jeg håber at dem som ser mine billeder oplever et øjeblik af indre reflektion, og at de finder en skønhed i det mørke som findes i os.
Allsidigheten som preger Sandbergs arbeidsprosess, med en nysgjerrighet, autensitet og respekt for den som portretteres, er noe som kommer tydelig frem i prosjektet Straff Skader.
– Projektet Straff Skader blev igangsat af Foreningen Tryggere Ruspolitikk, og jeg føler mig utrolig heldig, at jeg blev inviteret med på rejsen. Kampagnen udviklede sig derefter til også at bestå af to kunstudstillinger i henholdsvis Oslo og Bergen og blev omtalt i nationale og internationale medier. Denne udvikling havde ikke været mulig uden den uvurderlige hjælp og støtte fra Ferd, Shoot Gallery, Grieghallen og Trude Vaaga.
Prosjektet var i utgangspunktet en offentlig kampanje hvor bilder og tekst skulle, ifølge Sandberg, forklare hvorfor den mye omtalte rusreformen i 2021 var nødvendig og essensiell for å redde liv. Hvert bilde illustrerer derfor én av åtte fortellinger om ekte mennesker og rus.
– Gennem min ungdom og voksne liv har jeg oplevet venner forsvinde fra mig, og følelsen af at se et menneske krakelere uden at kunne hjælpe har efterladt spor i mig. Derfor har jeg gjort mit bedste for at tilnærme mig tematikken med den stærkeste respekt, omsorg og forståelse. Ingen mennesker har valgt at leve et liv fuldt af ængstelse.
Var det noen spesielle motiv eller fremstillinger du ville vektlegge eller unngå med fotografiene?
– Vi var et tæt team af foreningen, designgruppen Alkemist og jeg, som i fællesskab udviklede motiverne til billederne, diskuterede symbolik og psykologiske grænser. Det var meget vigtigt at kampagnen ikke krænkede eller sårede, men i stedet inviterede beskueren til at forstå problemstillingen igennem fotografi og tekst, hvor alvoren af ofrenes skæbne blev understreget.
Sandberg forteller at det var viktig at bildene ikke skulle trigge angst eller traumer. De valgte derfor å ikke inkludere for eksempel bilder av barn, fengselsceller, stoffer eller gjenkjennelige ansikter.
– I stedet måtte vi udtænke analogiske motiver som formidlede universelle følelser og frembragte en medfølelse for ofrene. Der er en meget skrøbelig linje imellem psykologisk at inkludere og frastøde når det gælder et så potent emne som ruspolitik.
Hvordan opplevde du arbeidsprosessen rundt Straff Skader?
– Alle arbejdsprocesser er forskellige fra hinanden baseret på teamet, opgaven, lokationen og formålet, men denne proces var noget helt særligt. Processen omhandlede ægte historier og rummede uendeligt med samtaler om traumer, dødsfald, pårørendes udfordringer og politik. Vi havde rigtig meget dokumentation på katastrofale skæbner, som vi måtte samle i repræsentative budskaber som forklarede problematikken og alvoren kort og letforståeligt. I omkring et halvt år op til udgivelsen handlede mit liv ikke om andet. Når jeg ser tilbage på det nu, indser jeg den boble, jeg forsvandt ind i, hvordan det påvirkede mit sind og min hverdag – en dedikation jeg til syvende og sidst er stolt af, men som tog mig lang tid at bearbejde i tiden efter.
Fortellingene hvert bilde illustrerer kan leses mer om her:
Pernilles egen nettside: pernillesandberg.com
