Dagene er nye og gamle hver dag. Jeg har boet her længe og aldrig. I starten ville du ofte spørge om jeg fortrød, når vi lå i det nye værelse og skulle sove, og det gjorde jeg ikke, men jeg kunne mærke den fremmede luft i lungerne, og alle vægge og hjørner så nye ud i mørket. Om natten holdt vi om hinandens maver. Vi kunne ligge der og trække vejret stille og næsten samtidigt, og så kom tiden og gik, og vi begyndte at bo her. Vi købte planter og ting, som var vores. Vi købte en ramme til billedet på badeværelset og hylder med sugekopper til at hænge ved spejlet. Vi lånte sådan en lille klistermærkeprinter, så vi kunne skrive vores navn på postkassen.
Der er et spejl i det nye soveværelse, min krop kan blive så lang i det om natten. Er det mit ben eller dit, der strækker sig mod væggen? Alting er underligt flydende i mørket, og så vågner jeg, og kanterne er helt optegnede på ny.
Jeg tænker på dagene som poser med ting i. Jeg retter på puderne i sofaen om morgenen, de glider ned bag hynderne, når man sætter sig i den. Jeg folder tæppet for at hive det frem igen om aftenen. Den første, som står op, må tænde for radiatoren, så ovnen, så elkedlen. Vi er kolde, når vi vågner, og varme når vi går i seng. Jeg tænker på dagene som noget at holde sig varm på.
Dagene kan lægge sig over mig som en hinde. Skyerne kan ligge som et loft over byen. Gennem dagene får alting det samme grå skær, kanterne opløses og rækker ud efter mig, er det himlen eller loftet, som læner sig over mig nu, er det i går eller i dag, er det i morgen?
Visse ting går igen som konstanter, som noget at fiksere sit blik på. Din hud, din lugt. Min hånd om dit bryst. Dine øjne som griber mig midt i det nye, du siger takk for at du tok oppvasken, du siger vil du ha et klem, du siger vil du hente et glass vann, og det vil jeg.
Når jeg lukker øjnene om natten, armen rundt om dig og hånden på din mave, er det svært at mærke den spinkle streg, der skiller din hud fra min. Du trækker dit vejr, eller jeg gør, og jeg tænker, at under dynen er vi én stor krop.
Det er næsten altid mig, der græder, når vi skændes, jeg græder og græder og siger undskyld for at græde. I Nygårdsparken lægger frosten sig over søen som en tynd skorpe, men det bliver aldrig koldt nok til at vandet fryser nedenunder, det ligger og skvulper under overfladen, søen, mine tårer. Du kan smile og se helt opgivende på mig. Jeg ved, at du også bliver ked af det.
Hver dag, eller de dage hvor jeg går udenfor, står fjeldene mellem bygningerne og lyser op som noget helligt. De er så store, at jeg kan mærke det i kroppen. Jeg synes, det er svært at sige noget om dem. Jeg tænker, at mange har sagt noget før og vidst mere, har sagt det bedre og større og sandere. Jeg har først lige lært dem at kende.
Det er underligt at flytte. Det er underligt at se på disse store kroppe, som har været her så længe før min. Min forelæser siger, at besjæling i poesien konfronterer os med vores egen dødelighed. Jeg synes, det er lidt af en langstrækning. At fordi man taler til tepotten som om den var levende, mærker man selv at man skal dø? Men når jeg ser på tinderne deroppe med sne på, kan jeg føle mig lille som et barn eller en myre. Det er ikke en dårlig følelse, egentlig.
Når solen går ned, og det gør den tidligt nu, lyser fjeldene længe efter det er blevet mørkt ved jorden, så dagene kan vare lidt længere.
Jeg tror, at dagene er perler på en snor. Dagene er masker på en pind og nu sner det. Vi vasker tøjet på 40 grader og stiller stativet i stuen. Det tager flere dage, før det tørrer, men det er for koldt til at åbne vinduet. Jeg tænker meget på fugtskader og svamp, jeg tænker på de huller, vi må lappe i væggene en dag. Du ler af mit hår, når jeg vågner om morgenen. Du klipper det med køkkensaksen, når det bliver for langt. Nogle dage bliver jeg så overvældet af lyst til dig, at hele min krop begynder at sitre. Jeg kan savne dig uanset, hvor tæt jeg ligger på dig.
Jeg tror, jeg begynder at forstå den plads, alting har. Jeg kender en gade, før jeg drejer om hjørnet. Jeg kender luften og indersiden af jakken. Jeg lærer et nyt ord, et nyt sprog, min tunge er en muskel, som husker og lærer. Jeg laver mad klokken fire, så den er varm, når du kommer. Fra køkkenet kan jeg se ud til brostenene på gaden, du stopper op foran vinduet på vej ind og vinker. Du bærer luften fra udenfor med dig ind. Dine kinder er kolde og røde. Vi fryser sammen under tæppet i sofaen med hver vores tallerken i skødet. Du spiser og ler og ser mig i øjnene, og jeg gemmer det som en sten i min lomme. Dagene er bare dage, vidste du det? Dagene er noget at holde sig varm på.