Se og hør, her og nu #71 – i Danmark!
18. juni 2024

Årets sommersang: Aldrig Helt Nok af Emma Sehested Høeg

Solen har for alvor meldt sin ankomst i Bergen og rhododendronen blomstrer i fuld flor. Du har lige afleveret semestrets sidste opgave og skal ud og møde vennerne i Nordnesparken til en pils og en dukkert. Men hvad skal du dog have i ørerne på din gåtur, som kan matche denne boblende følelse af frihed, sommeroptimisme og let kådhed? Danske stjerneskud Emma Sehested Høegs nyeste single rummer netop alt dette og er samtidigt en undeniable banger; ikke for poppet, heller ikke for alvorlig, men det skønne sted lige i midten. Energien er ikke for høj og ikke for lav, den er afslappet men ekstatisk på samme tid, og den skønne linje i omkvædet: «For det var aldrig helt nok for mig, men jeg prøved på at leve» opsummerer perfekt den brusende følelse, vi alle håber på at vælte ind i sommeren med. På med høretelefonerne! Du kan takke mig senere. 

Album: Dem, vi plejede at være af Guldimund

Når nu vi er ved musikken: Hvis jeg skal anbefale ét nyere dansk album, så er det dette. Debutalbummet (!) landede med et brag på den danske musikscene i 2021 og omhandler et parforhold i opløsning. Udgivelsen er gennemsyret at hårdtslående sætninger og hudløs ærlighed, men selvom sproget er voldsomt, leveres det af bløde melodier og en helt unik vokal, som hurtigt afslører at der er mere sorg end vrede i det jeg, der taler. Kontrasterende til det voldsomme, synger Guldimund også om en dyb kærlighed til parrets nyfødte barn som lyser op igennem al smerten som et håb. Som lytter overvældes man skiftevis af ømhed og afmagt, en følelse som virkelig bliver siddende i én efterfølgende. Jeg har i hvert fald ikke helt kunnet ryste det af mig.

 

Podcast: Ibyens kærlighedsbrevkasse

Hvis du har mod på at udvide dit danske ordforråd videre fra «rødgrød med fløde» og «kamelåså» denne sommer, vil jeg klart anbefale Ibyens Kærlighedsbrevkasse. Oplægget er enkelt, men velfungerende: Vært og kulturpersonlighed Felix Thorsen Katzenelson inviterer 2-3 gæster ind for at svare på kærlighedsspørgsmål. Det fungerer, dels fordi gæsterne er godt udvalgt og ofte virkelig morsomme, men mest af alt fordi de undgår at alle råd ender op i «måske skal I prøve at snakke sammen» eller «bare kast dig ud i det!». Det er forfriskende fra én som har lyttet til sin del af dilemma-podcasts. Alle episoder ligger på Spotify og er perfekte til bilferien eller i baggrunden imens du genoptager det kreaprojekt, som har ligget i skuffen siden sidste sommerferie.

Mad: BMO 

På de nymoderne, halvdyre hipsterbagerier i København er det på det sidste blevet populært at bestille en BMO til sin økologiske americano. Den kryptiske forkortelse står for noget så simpelt som en Bolle Med Ost – og her er det vigtigt at pointere, at der på dansk altså ikke er tale om et sødt bagværk, men om et godt gammeldags «rundstykke» som I kalder det heroppe. Bollen er gerne af surdej og serveres altså ganske simpelt med smør og en god skive ost. Er det neokapitalismens nyeste påfund at sælge surdejsboller til overpris i gentrificeringens højborg, eller vidner BMO’ens fremkomst om en oprigtig kærlighed til baghåndværket og en længsel efter simplere tider? Selvom det er absurd at en sådan omgang kan koste op imod 70 danske kroner hos bageren, er der altså bare noget tiltalende over glæden ved en velbagt Bolle Med Ost. 

Film: Mirakel af Natasha Arthy

Dennis P. er 12 år og bor med sin hysteriske og overbeskyttende mor, som ofte rammes af migræne. I skolen går det ham heller ikke for godt – klasselæreren Sandstrøm er altid efter ham, og både Dennis og bedstevennen Mick er forelsket i klassens smukkeste pige: Karen Elise. I desperation efter Karen Elises opmærksomhed (og hår på dilleren) beslutter Dennis at det er på tide at bede til Gud – og hans bønner bliver hørt. Mirakel er en kultklassiker af en coming of age komedie som de kun kunne lave dem i 00’erne, og castet er fyldt af danske kanoner. Har jeg nævnt at det også er en musical? 

Sommerlæsning: Zappa og Når snerlen blomstrer af Bjarne Reuter

Zappa er en barsk klassiker fra 80’erne, som handler om arbejderdrengene Bjørn, Mulle og Uffe og deres bekendtskab med overklassedrengen Sten. Handlingen foregår i efterkrigstidens København, men er en absolut tidsløs fortælling om mobning og klasseskel, venskab, håb og had. Når snerlen blomstrer er den uafhængige efterfølger, som følger Bjørn i overgangen fra barndom til ungdom. Denne er en mildere, men ikke desto mindre fortryllende nostalgisk beretning om at blive voksen med alt hvad det indebærer, som egner sig fantastisk til sommerlæsning på hytten, men som absolut heller ikke er uden dybde. Hvis det skulle blive dårligt vejr på ferien, er filmadaptionerne desuden lige så fantastiske.