Kjære litteraturvitenskap 

Da jeg sat i vaar forelesning i morges

var jeg for bestyrtet til at sige noget

men jeg tager mig i det

og skriver dette brev

til Deres Høiærværdighed

De maa tilgive mig, 

at jeg gjør Dem et spørgsmaal

som længe har optaget mine tanker

Jeg bare undrer

– vi har nu drevet med det her i om lag et aarhundre

og efter hundre aars innovasjon, analyse og utvikling

inden studier af det syke sinn

har De så virkelig 

stadig 

intet bedre at komme med

end at analysere romanpersoners depresjon og engstelse

og det De kaller ‘kunstnerens melankoli’ 

utfra døde menns

Ødipuskomplekser og Fallosdrømmer?

Beklager at være den som 

bringer dette fram til den fremre del av Deres 

frontale cortex

men får det os ikke til at virke

en smule

vad kaller man det nu…

Paa bærtur? Ikke riktig vel bevart? Tulleruskomsnusk? Gaat fra sunn fornuft?
… un-hinged?  

Beklager

om jeg nu gjør Dem ubekvem

med mit hysteri

det er slet ikke meningen

at uroe Dem

for Deres egen helse

pene piker

har de uhyrligste sinn

var det ikke saa han sagde det

denne Freud?

Jeg er jo i saa maate

bare en trist Qvinne, 

saa det betyder jo ingenting..

Men la mig saa tale 

så De muligvis forstaar mit synspunkt noget bedre:

Bank, bank. Hallo. 

Jeg kommer fra Deres samtid. 

Mit spørgsmaal staar saa slik:

Har vi nu lyst til at litteraturvitenskapen

skal være den siste

mørkeste,

dypeste 

hule

hvor psykoanalysen 

stadig faar overleve

i det skjulte? 

Vi leser riktignok bøker

fra denne tid

men behøver vi likevel

at tillegge os

deres idealer

som et set med monokler 

vi ikke riktig greier at tage af os

selv naar vi ser paa 

vaares egen tid?

Nuvel

det var naa bare noget

jeg har tenkt på 

det siste desennium

med håp om at De kanskje

tager noget af det

til videre efterretning…

I ærbødighed,

Suss og klem,

Deres sinnsforvirrede studine

med forhaapninger om at ikke

blive sat i Deres

daarekiste